Skip to main content

Den store guide til portrætfotografering: 18 portrætfoto tips til nybegynderen

By 2. august 2021december 23rd, 2021Blog
Portrætfototips til den nye fotograf

Er du ny indenfor fotografering, og vil du gerne lære at tage portrætbilleder? Mangler du inspiration til din fotohobby? Eller har du brug for et opslagsværk over alle de ting, som du skal tænke over for at få det perfekte portrætfoto? Så indeholder denne store guide til portrætfotografering al den viden, du har brug for.

Her vil jeg gennemgå alle de ting, du bør tænke over både før, under og efter fotograferingen uden alt for mange svinkeærinder. Den er straight to the point, så du hurtigst muligt kan komme ud og prøve tingene af i praksis.

Få taget dit portrætbillede hos en fotograf

Mit navn er John Bo, og jeg har været fotograf i over 30 år. Jeg holder til i mit fotostudie i Vanløse i København, hvor jeg dagligt får besøg af masser af glade mennesker, som har brug for at få taget et billede.

Hvis du søger en professionel fotograf til at tage dine portrætbilleder, hvad end det er et profilbillede, en gave, og/eller til CV’et eller jobansøgningen kan det meste klares til en fornuftig pris, som du kan læse mere om her.

Du skal også være velkommen til at kontakte mig, hvis du vil have en uforpligtende snak eller tilbud på enhver form for fotografering. Fortsat god læsning.

John Bo professionel fotograf

 

Den korte version: sådan bliver du bedre til at tage portrætbilleder

For at lære at tage portrætbilleder kræves naturligvis en helt del øvelse. Har du masser af selvtillid, så har du rig mulighed for blot at læse indholdsfortegnelsen, der afsløre de fleste af mine tips til portrætfotografering. Men måske kan det betale sig at dykke lidt mere ned i teorien, så du er sikker på at få den rette udførelse i praksis.

Ung kvinde fra Tamburkorpset med tuba

Hvad får du ud af at læse min guide til portrætfotografering?

Når du har læst guiden, vil du derfor have et overblik over alle de ting, som man bør tænke ind i et portrætbillede. Du vil som sådan ikke have “lært at tage portrætbilleder, da det kommer gennem øvelse, men du vil forstå de underliggende principper, som både anvendelige er i professionelle sammenhænge og til private hyggebilleder (omend at udstyrsstykket og billedredigeringen naturligvis kan være mere eller mindre omfattende).

Hvert af de 18 tips til portrætfotografering, som du finder herunder, kan der højest sandsynligt skrives tykke bøger om (og det er der allerede blevet). Derfor skal du se denne guide som dit personlige opslagsværk, hvorudfra du kan finde mere inspiration til de dele af portrætfotografering, som du vil blive klogere på. Af den grund kan du med fordel se guiden som inddelt i tre sektioner med hver deres fokusområder:

  • Forberedelse
  • Portrætfotografering
  • Efterredigering

En god tommelfingerregel er, at jo mere grundig du er i foregående trin, desto mindre arbejde får du i næste. Man kan desværre ikke redde det hele med billedredigering, og derfor bliver man nødt til at øve sig, hvis man gerne vil blive en professionel portrætfotograf.

 

1. Forbered modellen på fotografering

Det er altid en fordel at forberede din model på portrætfotografering. Det skyldes, at det kan være et meget nøgent øjeblik for mange at blive fotograferet, og derfor er det helt naturligt, at modellen kan føle sig nervøs. Her skal du som fotograf tage styringen og hjælpe modellen med at føle sig tryg.

Klare linjer i forhold til aftalen

For det første skal du sørge for, at der er styr på det praktiske. Det skal være tydeligt, hvor og hvornår billederne skal tages, hvor længe sessionen varer og hvad man kan forvente efterfølgende. I nogle tilfælde kan det være en god idé at sende en påmindelse til modellen dagen forinden med det præcise tidspunkt og adressen, så al tvivl om det praktiske elimineres.

Videregiv de små portrætfoto tips

Der er nogle små portrætfoto tips, som kan hjælpe med at få modellen til at stå endnu skarpere:

  1. Bed modellen om at tage flere forskellige sæt tøj med, da der kan være god grund til at skifte undervejs for at få det helt rigtige billede.
  2. Fortæl modellen at han/hun skal undgå stressede situationer eller opgaver lige inden fotograferingen.
  3. Bruger modellen makeup, kan det være en fordel at lægge en ekstra kraftig makeup på dagen.
  4. I nogle tilfælde kan det være en fordel for modellen at droppe hårvasken dagen forinden, da håret i nogle tilfælde bare sidder flottere med sit eget fedt.

 

2. Sørg for en tryg stemning på lokationen

Et godt portrætbillede afhænger af samspillet mellem fotograf og model. Her er det din rolle som fotografen at sikre den rette trygge stemning på lokationen, så modellen ikke er bange for at slå sig løs. Her er nogle konkrete tips og tricks:

  1. Tal med modellen: Lyt til hvad modellen gerne vil med billederne, og hvad modellen ønsker sig.
  2. Vis rundt i lokalet: Sørg for at vise modellen rundt i fotostudiet, så han/hun kender omgivelserne.
  3. Fortæl hvad du gør: Ligesom hos skoletandlægen bør du involvere modellen i de ting, du gør, så du forsikre modellen om, at alt er naturligt og i sin skønneste orden.
  4. Fælles evaluering: Vis og evaluer billederne i fællesskab med modellen undervejs.

 

3. Forbered omgivelserne

Kameraudstyr er ikke billigt legetøj. Derfor kan det være katastrofalt, hvis modellen får væltet en lampe eller baggrunden ned ved en fejl. Derudover vil man ofte gerne opsætte ting udenfor kameraet vinkel. Her er gaffatape din ven. Den kan du bruge til:

  • At klistre de dyre ting fast til gulvet.
  • At vise hvor modellen skal stå eller sidde
  • At ophænge deflektorer
  • At sætte en fast ramme på en blank væg

 

4. Lyssætning til portrætfotografering

Den rette lyssætning til portrætfotoet afhænger af formål og stilart. På den ene side giver kunstigt lys dig helt frie tøjler, men det er til gengæld svært at anvende flot i praksis. På den anden side giver et naturligt lys de fleste tilfælde flotte portrætbilleder, så længe der er et naturligt lys at udnytte. Her er nogle af mine bedste portrætfoto tips til nybegyndere:

Undgå direkte sollys

Direkte sollys er kryptonit for gode portrætbilleder. Det skyldes, at skyggerne som regel bliver alt for kraftige. Når du fotograferer udenfor i kraftig sollys, vil det derfor være en god idé at finde noget skygge, så du får et mere indirekte lys og generelt pænere billeder.

Brug store vinduespartier

Når du bruger naturligt lys, vil jeg anbefale, at du til en start prøver at sætte modellen op i mod et stort vinduesparti, da det giver et lækkert lys at arbejde med og hjælper dig med at kontrollere lysets indfaldsvinkel.

Brug skygger til at forstærke lyset

Hvad enten du bruger kunstigt eller naturligt lys, skal hverken du eller modellen stå i kraftigt modlys. For meget lys vil nemlig udvande billedet, så man mister skarpheden. I stedet vil man gerne have et indirekte lys fra siden eller reflekteret lys, da det får krop og ansigt til at kaste naturlige skygger.

Selv når lyset er indirekte, må det fortsat ikke være for kraftigt. I et naturligt lys kan det være svært at imødekomme. I et kunstigt lys kan du til gengæld enten skrue ned for lysstyrken på lampen eller lægge et tyndt, hvidt klæde over for at fordele og dæmpe lysstyrken.

 

5. Baggrund til portrætfotografering

Når du skal finde den rette baggrund til portrætfotoet, vil du som nybegynder få mest glæde at en helt simpel, ensfarvet baggrund uden alt for mange detaljer. Det skyldes, at der skal tages højde for modellens komposition og tøjvalg samt baggrundsstøj fra andre elementer i billeder, når baggrunden ikke er helt ren.

Skal du tage et professionelt portrætfoto, vil jeg derfor anbefale, at du:

  1. Finder en ensfarvet væg eller hænger et hvidt lagen eller stof- eller fotolærrede op.
  2. Fjerner alle forstyrrende elementer. Husk at portrætbilledet skal fokusere på modellen.
  3. Sætter lyset mod baggrunden i stedet for på modellen for at undgå et direkte lys, der enten giver for kraftige skygger eller genskær. Det indirekte lys vil derimod sørge for, at modellen kommer endnu tydeligere frem.
  4. Bruger en lav dybdeskarphed på de steder, hvor du ikke kan kontrollere baggrunden. Ved at åbne helt op for blændet kan du nemlig få baggrunden til at blive mere rolig.

 

6. Kameraindstillinger til et portrætfoto

De perfekte kameraindstillinger til portrætfotografier kan desværre ikke sættes på formel. Kameraindstillingerne vil altid afhænge af baggrund, lysforhold, afstand, motiv og så videre. Ikke desto mindre bør du som minimum tænke over følgende, når du sætter indstiller kameraet til et portrætfoto (husk at man i mange tilfælde kan få flotte billeder med kameraets autofunktion).

Korrekt eksponering gennem indstilling af ISO, blænde og lukkerhastighed

ISO, blænden og lukkerhastighed er de tre elementer, som afgør kameraets sensors eksponering over for lys. Det har afgørende betydning for billedets skarphed, da et for højt lysindfald typisk hænger sammen med et mindre skarpt billede:

  • ISO styrer sensorens lysfølsomhed.
  • Blænden regulerer mængden af lys, der kommer ind til kameraets sensor.
  • Lukkertiden er den reelle tid, hvor sensoren er eksponeret over for lys.

Her er de tommelfingerregler, som du skal kende for at sætte den rigtige balance mellem ISO, blænde og lukkertid:

  1. ISO skal være så lav som mulig for at undgå for meget “digitalt” støj i billedet
  2. I et portrætfoto skal blænden sættes så lavt som muligt for at fokusere på din model frem for baggrunden.
  3. I et portrætfoto behøves lukkerhastigheden ikke at hurtig. Det skyldes, at personen du fotograferer typisk sidder stille. Ofte vil du derfor få gode resultater omkring 1/250.

Der findes rigtig mange gode videoer ude på nettet, der kan forklare dig om kameraets grundprincipper. Jeg kan blandt andet anbefale denne:

 

7. Få den rette komposition i portrættet

Oftest er billedkompositionen i et portræt simpelt. I sin grundform har man en person, foran et blankt lærred med et lysindfald på baggrund, som får motivet til at stå tydeligere frem. Hvis nu du ikke skal tage portrætbilledet i et fotostudie, er der dog en række regler for billedkompositioner, som du bør kende:

  1. Hold det simpelt
  2. Få motivet til at fylde hele rammen
  3. Undgå at sætte motivet lige i midten af billedet
  4. Prøv flere forskellige billedformater (både vertikalt og horisontalt)
  5. Brug diagonale linjer til at skabe ro omkring motivet
  6. Undgå for meget bevægelse ved portrætter
  7. Brug rolige baggrunde
  8. Undgå ensartet farver på motiv og baggrund

 

8. Tag et prøvebillede og vurder resultatet

Når du har alle forberedelser på plads og er klar til at tage første billede, så er det en god idé at starte med et par prøvebilleder. Her skal du tage et billede, vurdere kvaliteten ud fra dine forventninger og derefter foretage diverse rettelser. Husk i denne proces at fortælle modellen, hvad du gør, så han/hun ikke tror, der er noget galt.

I denne proces skal du både kigge på baggrund, lys, kameraindstillinger og selvfølgelig, om der er noget i motivet, der skærer i øjnene. Det er langt bedre at bruge et ekstra minut i denne proces, end at modellens hår pludselig sidder mærkeligt, eller at noget støjer i baggrunden, for de ting kan man bare ikke gøre noget ved efterfølgende.

 

9. Tag mange billeder

Når du er nybegynder, skal du tage rigtig mange billeder. Jo mere erfaring man får, desto mere får man en sjette sans for “det rette øjeblik”. Du skal dog altid sørge for at tage mange billeder, så både du og modellen har flere forskellige ansigtsudtryk og kropsholdninger at vælge blandt.

 

10. Sørg for at gå helt tæt på modellen

Når du tager portrætbilleder, skal du sørge for at gå helt tæt på modellen. Husk det er modellen, der er motivet, og alt omkringliggende er en nødvendig ramme til motivet. Dertil vil du typisk gerne stille skarpt på modellens ansigt, og det kræver, at du kommer tæt på. For at bevare den gode stemning i lokalet kan det være en fordel at gøre modellen opmærksom på afstanden, førend du kommer brasende imod vedkommende.

Hvis du ikke har mulighed for at komme helt tæt på, bør du anvende et zoomobjektiv eller et teleobjektiv, og i sidste instans kan du bruge digitalt zoom i efterredigeringen. Når du bruger et zoom, stilles der større krav til dine kameraindstillinger, og dine evner til at stille skarpt på motivet.

 

11. Brug en reflektorskærm

Der vil være situationer, hvor det naturlige lys falder på en uhensigtsmæssig måde. For eksempel vil et kraftigt lys oppefra skabe skygger omkring øjnene, hvilket ikke altid er ønskværdigt på et portræt. I netop dette tilfælde kan du få modellen til at holde et stykke hvidt papir eller pap vinklet mod sit eget hoved for at skabe et genskær, der eliminerer skyggerne.

 

12. Tag billedet oppefra og ned

Der er flere fordele ved at tage portrætbilledet lidt oppefra. Det kan få modellen til at se lidt slankere og lidt længere ud, hvis modellen kigger ind i linsen, fordi man meget naturlig vil strække halsen. Det kan også hjælpe med at fjerne dobbelthager. Hvis du overdriver, ender du dog med endnu flere rynker i panden, hvilket heller ikke er hensigtsmæssigt.

 

13. Portrætfotografering i stående format

Et portrætfoto er et billede af en person på nært hold. Da vores kroppe og hoveder generelt set er lodrette, får du typisk de bedste portrætfotografering i et stående format. Når du tager portrætfotos i et liggende format, bliver det typisk for ufokuseret og bryder for kraftigt med stilarten.

 

14. Stil skarpheden korrekt

Efter du har indstillet ISO, blænde og lukkerhastighed, skal du sørge for at stille billedet fuldstændig skarpt. Det bliver særligt svært, hvis blændeåbningen er for stor, og modellen får slørede ansigtstræk.

På portrætbilleder vil du typisk gerne fokusere på øjnene eller hovedet afhængigt af afstanden til modellen. For at sikre den rigtige skarphed skal du justere kameraets autofokus-punkt (det punkt eller punkter i billedet, hvor kameraet stiller skarpt).

Blandt de klassisk portrætfoto tips, som alle hører, når de skal lære at tage portrætfotografier, er at trykke udløseren halvt ned, vælge den passende billedbeskæring og til sidst trykke udløserknappen i bund, da man i så fald ikke skal vælge flere autofokus-punkter.

 

15. Få modellen til at posere på forskellige måder

Et portrætbillede kan bruges i mange forskellige sammenhænge fra billede til CV, jobansøgning eller LinkedIn, til visitkort, til indbydelser, hjemmesider eller til andre formål. Derfor vil modellen højest sandsynligt sætte pris på at få billeder i flere forskellige poseringer og med forskellige ansigtsudtryk.

I den her fase er det vigtigt at både fotograf, og modellen kommer med idéer og forslag til vinkler, poseringer eller udvidelse af grundmotivet. Vil det for eksempel være relevant at skifte baggrund eller at tage en genstand med på billedet, der siger noget om personen?

 

16. Prøv at tage portrætter i bevægelse

Portrætfotografering er ikke så tørt og skolefotoagtigt, som det ellers kan lyde. Der skal være plads til at eksperimentere. Det er naturligvis altid lettest at tage et stilbillede af en person, der ikke bevæger sig særligt meget. Hvis du vil tage portrætter i bevægelse, skal du være særligt opmærksom på lukkerhastigheden, der skal sættes markant ned til 1/800 eller måske 1/1000 for at give et skarpt billede.

 

17. Tal med modellen om retouchering

Når du har fået taget en serie af flotte portrætbilleder, vil du sandsynligvis gerne lave en smule efterredigering eksempelvis for at korrigere for lysforhold eller for at fjerne små skønhedsfejl. Inden du gør dette, skal du dog have sikret dig, at modellen er indforstået med de tiltag, du vil udføre. I nogle tilfælde kan det nemlig være ønsket, at der ikke skal manipuleres med billeder.

 

18. Fjern det uheldige i billedredigeringen

Hvis du vil have dine portrætter til at stå helt skarpt, kan det være en fordel at fjerne de uheldige detaljer, som gjorde sig gældende for dagen. Gennem retouchering kan du fjerne for eksempel pletter på tøj eller urenheder og tydelige bumser fra ansigtet. Det vil sige, de ting som ikke er en del af motivets karakter, men som blot var en uheldig eller ærgerlig omstændighed på dagen. For at fjerne de detaljer skal du bruge funktionen “Spot Healing Brush Tool” eller “Pletreparationspensel” i programmer som Photoshop.